LÆDERSMEDENS HISTORIE
Forfatter Marianne Müller
Artiklen har været bragt i bladet SKO shoes&more
Lædersmeden ligger i Københavns latinerkvarter og er, gennem de 50 år der er gået siden Jørgen og Ulla Røssell startede med læderhåndværk, blevet noget af en institution i bydelen. Her kommer de lokale og folk udefra samt en strøm af turister op ad trapperne til butikslokalet, som oser af ægte læder og autentisk værkstedsatmosfære med sønnen Jonas Røssell ved roret. Her køber man læderfodtøj af høj kvalitet, og der følger vejledning og service med som f.eks. småændringer, en ekstra rem, sølvpynt i western-stil eller påsætning af tynd gummisål under den randsyede lædersål.
-For mig er det vigtigt, at kvaliteten er i top med kvalitetslæder og håndværk fra de bedste producenter som f.eks. Grinders og Sendra, forklarer Jonas, der egentlig er cykelhåndværker, men valgte at træde ind som anden generation i Lædersmeden, da hans forældre “de gamle hippier” Jørgen og Ulla Røssell valgte at gå på pension. Men ånden fra 70’erne holder, og det kalder smil og minder frem hos de kunder, som var en del af tiden, ligesom det vækker interesse og nysgerrighed hos de unge, som her finder noget “helt andet”.
Det hele startede hjemme i kollektivet, hvor Jørgen og Ulla Røssell tjente til det daglige ved at lave håndsyede lædersandaler og andre lædervarer til både venner og byens eksklusive butikker som f.eks. Illum og Magasin. Det førte til åbning af egen butik – først i Rådhusstræde, men da der blev for trangt, flyttede de til den nuværende adresse i Vestergade, hvor læderfodtøj af biker- og westerntyper i dag står side om side med “Beatles-støvler”, tasker fra Aunts & Uncles og skindjakker samt læderbælter af eget fabrikat fremstillet ved arbejdsbordet bag disken. Mange af mærkevarerne i butikken er specialfremstillet efter Jonas’ idé, så de passer til dagens og butikkens opdaterede hippiestil.
-Det har været vigtigt for mig at bibeholde den originale atmosfære fra den gang mine forældre havde Lædersmeden. -De var typiske for 70’erne. De elskede at have hænderne i kernelæderet med hvad der hørte til af stanleyknive, hultænger, læderfedt, vokstråd, narvsværte og kantfarve, fortalte Jonas med et varmt smil. -Men det betyder ikke, at tiden er gået i stå. Der er plads til nye tiltag og nye mærker, bare de følger den oprindelige tanke om kvalitet og respekt for det traditionelle skomagerhåndværk. Og jeg besøger f.eks. gerne CIFF for at blive inspireret og finde nyt, som passer ind.
Læs også denne fine artikel af Poul Arnedal her
Læs om den kvalitet vi er så kendt for her